At sælge sand i Sahara

At sælge sand i SAHARA er et ordsprog. Det betyder, at du er en dygtig sælger, hvis du kan sælge sand i Sahara. Udtrykket har ligget og spiret i mit hoved siden jeg en morgenstund i sidste uge lyttede på en radioudsendelse som kom rundt om opfindelsen af Pusle dukker til Nordeuropas største sandskulpturfestival via en meget central figur, Erik Frost Frederiksen.

Grunden til jeg spidsede mine ører

Historien om hvordan Pusle dukkerne kom til verdenen så og sige, var nok det der først fangede mit øre. Muligvis fordi jeg selv som barn havde en Pusle dukke, den mørke Maria, som jeg var meget glad for. Dernæst også fordi uddrag af Erik Frederiksens historie både er interessant og kan være en inspiration for andre. Den rørte ihvertfald mig.

Fra idéer til virkelighed

Erik Frederiksen delte 2 historier i radioen.

Den ene historie omhandlede hans og konens eventyr som dukke- og dukketøjs fabrikant (1964-1977).

Erik fortalte, at han på grund af sygdom måtte opgive sit erhverv som bestyrer- og fodermester ved landbruget, og at han i 1963 måtte gå på invalidepension. Hans kone Herdis havde igennem nogle år syet dukketøj som hobby, og for at tjene ekstra intensiverer hun sin produktion af dukketøj. En dag slår det Erik, at han da kan sælge det dukketøj. Han fylder taskerne og kører af sted på sin cykel til nærmeste by. Det går godt med salget, så han tager toget til en større by. Inden han har set sig om, har han solgt for flere tusinde kroner. Han tager til en dukkefabrik i Italien og køber dukker som Herdis så begynder at tegne og sy dukketøj til.

I 1964 starter eventyret med Pusle dukkerne, som i øvrigt er opkaldt efter Pusle Helmut, i en kostald og produktionen tager form. De første år med produktion af dukketøj, og senere købes rettighederne med eneret til produktion af Pusledukkerne også. Kostalden bliver for lille og der bygges en fabrik som etableres med > 50 ansatte, hvor der produceres dukker. Ud over det er der ca. 800 hjemmesyersker som producerer dukketøjet.

Den anden historie er højaktuel og i en helt anden boldgade og handler om sandskulpturer.

Det viser sig nemlig, at Erik Frederiksen, som direktør i World Wide Sculpture Organisation, står i spidsen for Sandskulptur festivalen i Søndervig – en festival som har 10 års jubilæum i år, og som egentlig var årsagen til radio interviewet.

Efter interviewet tænkte jeg, hvordan kommer man egentligt fra dukker til sand, og vejen dertil var da heller ikke direkte. Via research på nettet viste det sig at Erik Frederiksen i mange år drev et ride center i Pirupshvarre og samtidig var en aktiv formand for handelsstanden i Blokhus.

Fra en artikel i Jyllands Posten kunne jeg se, at Erik Frederiksen via sit formandskab for handelsstanden fik sat en masse ting i gang og derigennem fik sin interesse for sandskulpturer. I slutningen af 90’erne byggede en gruppe kunstnere et strandet skib på torvet i Blokhus, og efter det fik han selv lidt blod på tanden med at lave skulpturer i sand. I 2001 overværede han verdensmesterskabet i sandskulpturer i Kina. Der fik han så mange gode kontakter, at det efterfølgende har været muligt at etablere og trække kunstnere til festivalen i Søndervig.

Erik Frost Frederiksen, som fylder 85 år i slutningen af denne måned er en aktiv mand med en spændende historie og et veludviklet forretningsgen.

Fakta om Søndervigs sandskulpturfestival

· Nordeuropas største og mest spektakulære sandskulpturfestival

· 36 af verdens bedste kunstnere omdanner 8.000 ton sand til imponerende kunstværker

· I år fortælles historien om ”Verdens syv underværker”

· Skulptur væggen vil blive 200 m lang og på sit højeste sted nå op på ca. 7,5 m

· Festivalen er åben fra den 10.06.2012

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.